Hustomt nr. 94

Hustomter ved Dybdal.

94. Mus-Folkene.
De gamle véd at fortælle om Mus-Folkene, de ældste kan endvidere huske dem, Jens med tilnavnet Musen, der boede i en rønne i Hestedal, hans kone, der blev kaldt »Støvleskaftet«, Mus-Karoline deres datter, der løb landet rundt med skærslibere og havde været »gift« med halvtreds forskellige mænd, men det var ikke meget, der blev tilbage efter Mus-Folkene i Hestedal, en grøn plet, hvor græsset endnu har overtaget over lyngen.
Det siges, at Mus-Folkene flyttede fra Hestedal til Ajstrup Hede, og her fandt Støvleskaftet engang ved juletider ynkeligt sin død i en »grob«.
Der havde været drikkegilde i Musereden og Støvleskaftet havde nu fået den rabiate ide at ville til Sulsted til Høkerens efter mere brændevin.
Sneen stod tæt mod de lave, blindede vinduer i Museboet og kvindfolket kom da heller aldrig længere end i »groben« på den anden side af vejen.
Jens sad fremdeles natten over og lyede sig ved kakel'en, han var dinglevorn og kuldskær i sin rus og fandt først konen ved daggry, da han blev vågen og savnede hende og gik for at lede efter hende.
Da han fandt hende, var hun død.
Støvleskaftets grumsede hoved stak frem af sneen som en besk anklage midt i det hvide jomfruelige land.

Retur til historiekort

Niels Hedin's Hammer Bakker bog fra 1931
16/2-2014