88. Gamle Torndal.
Det tør antages, at den, der blot nogle gange har lagt sin søndagstur gennem Hammer Bakker eller, for de mere indgående naturdyrkeres vedkommende, den, der fortrinsvis har gjort sig de nordlige fjerdinger heraf til genstand for studier, på den ene eller anden vis er faldet over tomten af Gamle Torndal (se billedet).
Navnet har som Kikkenborg en gammel og god klang i Hammer Bakkers historie.
Dog således som landskabet i Torndal tager sig ud nu for beskueren, for en stor del beplantet og, nærmest ind om det gamle gårdsted, tilgroet med en susende granskovs ranke mastetræer, kendte de gamle det jo ikke.
Når derfor vandringsmanden, søndagsgæsten pænt med sin madpakke, den efter oplevelser hidsigt søgende naturtilbeder i sved og støv, standser sin færd i granskoven og, ukendt med stedets historie, men på eengang vakt, gribes og fortrylles af det stærke modsætningsforhold, der hersker mellem stedets lysløvede Aske og den mørke granskov og i begejstring vil digte herpå, da må han vel forinden lægge sig på sinde, at sådan så Torndal ikke ud, slig modsætning rådede ikke, dengang Peber-Kræn - gift med Gjølbo-Karens datter - eller muligt før ham hans nærmeste forgænger plantede disse blide lyse Aske.
Da tag og vægge sank i grus på Gamle Torndal, lå landet endnu åbent, mådelig dyrket med svange rugstrå og med grøn spergelhøst.
Masteskoven i Torndal, som vi i dag kender den, er Harald Branths værk.
Tomten af Gamle Torndal frembyder ved sin beliggenhed midt i granskoven, med Kirkevejen løbende under de hældende Aske, med den milde ro, rigdom på grønt løv, sart frodighed af halvvilde blomster, Sæbeurt, Asters, Vortemælk, på een gang det værdigste og mest overbevisende billede på døende gammel bondekultur i Hammer Bakker.
Med sin eventyrets tommeliseverden i baggrunden, hvor Alfer sejler over en grøn sø og guldsmede svirrer i de blånende skygger, med Askene ved indgangen ligesom vinkende vandringsmanden indenfor i den glemte have, tillige det skønneste og farligste, hvor sindet ubevidst stemmes til drømmerier og tanken føres på langfart i fantasiens riger.
Ja, det er disse lyse Aske, der bestandigt vil stå som vignetter til digtet om den glemte have i Torndal.
Hvad enten vi kommer asende i sandet ovre fra Brødland, eller vi kommer asende i sandet oppe fra Højhuset, vil vi føle deres kølige flammer, sanse dem som en blød tone fra en træfløjte midt i sommerdagens fanfare af Ild og sol.
Og de vil bie ved den alfare vej og de vil tænde deres blus, hver sommer vi vender tilbage.
De vil lue blandt granerne, kaste skygge over grønne diger, over havens klynger af halvtforglemte bondeblomster og de vil vise vej til alfelandene, hver den der fik i vuggegave at kunne svinge sig med Alferne og ride på Guldsmedevinger over Tommelises sø.
