71. Springbakkemanden.
Springbakkens beboere har haft en misundelsesværdig udsigt fra deres vinduer, skade at de rimeligvis slet ikke har skønnet herpå.
Dag efter dag har de set hvide karaveler vandre under himlen, fra de strøg lavt over Tinghøj, til de tabte sig i blået over Tvillinghøje - og de har på Springbak' talt om skyer.
Daglig har de haft Høgene hængende over Brødlandsfladen, kommende i lette kast nede fra Østerskoven, hvor de ruger, afsøgende markerne plet efter plet, til de tørnede imod Østbjerg bakke - og de har på Springbak' fumlet med lod og krudt.
I årets første sne har højderne i nord iklædt sig uvirkelighedens kåbe, lagt sig ud mod de yderste synskredse, fjerne massiver, bjerge af sølv.
Har han mon følt det synge i sig i sådanne guddommelige timer, Springbakkemanden, eller har han kun haft tanker for gigten og for sine frosne tæer.
Han dyrkede som pryd i sin have den rødlila Saponaria, det gjorde PlovsKræn på Springbak', og som nytte en slags små halvvilde Stikkelsbær, der endnu i mængde modnes på de skurvede Ris i hans glemte have.
Det er de sødeste bær, der gror i Hammer Bakker, med al vejrets salt og friskhed i sig, gule af saft som soldrukne druer - dette sagt til Springbakkemandens ros.