70. Mørk-Kjesten.
Mørk-Kjesten boede lunt i bakken. Gik man i gamle dage, mens hun og Niels Christian var levende og huset stod, ad Kirkevejen fra Vodskov og agtede sig til Hammer til Kirke, ville man kunne se hendes blå tørverøg, ja muligt lugte hendes kaffekedel tværs over vejen uden derfor at se det mindste til skorstenen, hvor lugten kom fra.
Hun lå i læ for alle vinde. De smuler af pust, der lå og blaffede fra Korsdal til Skeldal og muligt strejfede »Mørket« og fik Kjestens skorstensrøg til at tegne snørkler over Kirkevejen, kunne næppe få hendes Gyldenlak til at ringle end sige ryste en Humlebi af Fingerbøllerne.
Vestvinden, som han sloges med ovenover, Springbakkemanden, kendte de i mørket kun af navn.
Skeldalshøjen lå farligt nær. l højene boede der altid magter - det vidste da Niels Christian - gode eller onde, som det nu kunne byde sig, men som man i hvert fald måtte stå på en god om ikke venskabelig fod med.
Ingen havde i Niels Christians tid noget at gøre på den søndre bak' efter solnedgang.
Gik der noget derovre, lod man det gå, klagede det sig ovre i Lyngen, hvad nok kunde hænde, når aftenen faldt på, lod man uagtpågivende og talte ikke herom.
Det kunne jo også være Ræven, der altid havde haft et godt øje til Mørk-Kjestens inderligt degenererede, indavlede høns.
Så døde de gamle i »Mørket«, Kjesten sidst, huset faldt, eller flyttedes i virkeligheden ned til Storemose, hvor det rejstes og står endnu, det gule hus bagved Fru Viges.
Oppe i dalen, på den gamle ejendom »Skoven«'s grund, ligger hustomten tilbage, den glemte have, tonende grønt med en lund af Syrener.
Kjestens gamle kilde, Brønden, hvorfra hun hver morgen i åget hentede sig to spandfulde vand, klart og koldt, som det i natten er rundet af jordens bryster, let jernet, er endnu at finde ovre ved bakkens fod.
Med sine enkelte Dunhamre, der er sjældne vækster så højt oppe i Hammer Bakker, med sin store grå, hedenske kampesten burde denne brønd i grunden ikke savnes i helhedsbilledet.