Fortidsminder nr. 1 til nr. 62
i Hammer Bakker.

I HIN FJERNE FORTID ved overgangen fra den ældre til den yngre Stenalder, da havet endnu bredte sig over store dele af Syd og Midtvendsyssel og hvor Hammer Bakker lå fortøjet som en grøn båd på de øde vande, fandt de første mennesker på fra tid til anden at slå sig ned på stedet, til at begynde med rimeligvis kun enkelte omstrejfende jægere på spor efter vildtet.
Deres synlige efterladenskaber er få og lidet iøjnefaldende.
Det har været et fåtalligt folk, der til efterverdenens vurdering har efterladt sig kun enkelte grove og primitive redskaber, en pilespids af flint hist og her således fra nuværende Brødland, en spidsnakket økse hist og her således fra nuværende Vesterbæk.
      Faste bopladser fra den ældre Stenalder, karakteriserede ved de almenkendte skaldynger eller køkkenmøddinger, som vi finder disse andensteds, er ikke påviste indenfor det egentlige Hammer Bakkers område - om end fra nærmeste omegn (sundet mellem Nørresundby og Aalborg bakker, daværende Gerå fjord sydøst for Dronninglund).
Dette er forståeligt, når man ser hen til, at denne vort lands ældste jæger- og fiskerbefolkning med deres tarvelige våben og skrøbelige fartøjer i overvejende grad har været henvist til fjorde og vige, hvor vandet var smult og hvor forhåndenværende østersbanker kunde bidrage til ernæringen.
Rundt Hammer Bakkers sydkyst stod dengang stenalders havet ind, hårdt og ukuet, med dyb og voldsom sø.
      I den følgende periode, den yngre Stenalder, sker der på mange områder et mægtigt opsving.
Medens i den ældre Stenalder kunsten var i en bølgedal og det i væsentlig grad for befolkningen alene drejede sig om at skaffe sig det nødvendigste til livets ophold, lærer man nu at tæmme kvæg og tæmme svin, man holder husdyr og begynder dyrkning af kornsorter.
I behandlingen og tilslibningen af flint når den yngre Stenalders mænd en usædvanlig færdighed.
Klimaet, som i den ældre Stenalder var varmt og fugtigt, bliver nu varmt og tørt.
Samtidigt hermed ændres lidt efter lidt de geografiske forhold, landet hæver sig, tidligere fjorde og vige tørlægges, allerede henimod slutningen af den yngre Stenalder har Vendsyssel i hovedsagen sin nuværende udstrækning og form.
Disse omstændigheder i forbindelse med overgangen i levevis fra jagt og fiskeri til agerbrug og husdyrhold fører med sig en flytning af befolkningen fra kysterne ind i landet.
Man vælger sig til boplads fortrinsvis randzonen langs de store skove, man udser sig, af hensyn til de spinkle og primitive agerbrugsredskaber, letsandede jorder, der lettest lader sig bearbejde til dyrkning.
      Sine døde behandler man med omhu. Medens man hidtil ikke med bestemthed har kunnet eftervise nogen gravplads fra den ældre Stenalder (rimeligvis fordi man efterlod ligene ubeskyttede på affaldsdyngen), bygger man nu dysser og gravkamre dækkede af jordhøje over stammens hedengangne.
Den første faste bebyggelse i Hammer Bakker, karakteriseret i særdeleshed ved de mægtige Langdysser, hidrører derfor fra den yngre Stenalder, og, hvor der ligger grave i terrainet, dysser eller høje, har der også været boplads eller bosted.
      Fra denne tid, denne første bebyggelse, er der i Hammer Bakker påvist 1 stenkiste og 2 á 3 langdysser, hvilke ikke må forveksles med langhøjene, der hører en yngre periode, Bronzealderen til.
Fra samme tid - den yngre Stenalder - hører, for at nævne et par eksempler, høj nr. 2, Langdyssen nordvest for Kikkenborg, i hvilken der har været to stenkamre, og hvor der er fundet, foruden de sprængte randstene, nogle ornamenterede potteskår og en del af en flintflække, endvidere det under høj nr. 4 beskrevne »Kikkenborgfund«, der beror i Nationalmuseet.
Kikkenborg Høj (høj nr. 1), hvori der i 80erne i forrige århundrede endnu fandtes et udefra tilgængeligt stenkammer, repræsenterer den ovenfor nævnte af Nationalmuseet i 1889 rapporterede »Stenkiste« eller stensatte grav, hertil slutter sig det i type og alder tilsvarende på dette tidspunkt allerede ødelagte stenkammer i den bortgravede rundhøj (høj nr. 27) ved Torndals Bro.
      Fra den senere periode, Bronzealderen, hidrerer da af fortidsminder i Hammer Bakker de resterende ca. halvthundrede rundhøje og langhøjene (7 á 8).
Som venteligt er, er fundene fra denne periode ligesom antallet af mindesmærker større end i foregående.
Stenalderhavet har nu for bestandigt trukket sig ud af Vendsyssel, Limfjorden i sin nuværende skikkelse er opstået, adgangen til Hammer Bakker er samtidig bleven lettere, her er kommen nye indbyggere og ny kultur, den sprudlende kilde på Hammeren gøres til genstand for dyrkelse, viet opstår.
      Trods skiftende former for gravlæggelse holder gravhøjen sig som type hele Bronzealderen igennem, snart er det små høje, snart meget store, undertiden er det gamle Stenalderhøje, der atter tages i brug.
I Bronzealderen med dens tørre og varme klima udvides bebyggelse, agerbrug og håndværk, den stilsans og evne til at behandle metallet, som kendes i hvert fald fra den danske Bronzealder, synes at være ret enestående.
      Men Hammer Bakker er stadig et fattigt og hengemt land og fundene af bronzesager her har næppe den beremmelsens glorie over sig som andensteds fra.
Bedst kendt og et af de største fund fra Hammer Bakker er et betydeligt offerfund fra den yngre Bronzealder bestående af halssmykker, bejlenåle, økser o. lign. indsendt til Nationalmuseet i 1918 af Mads Peter Olsen i Gammeldam og fundne af hans børn efter gravning i en enggreft tæt vest for huset (se billede).
Af andre fund i Nationalmuseet kan nævnes fra Bronzealderen en lille dobbeltklinge og en krum bronzekniv og fra Jærnalderen en Berlok og et brakteatlignende smykke, begge af guld, det sidste fund indsendt af Pentz Jensen på Skovlund (se slutvignetten).
I Sagfører A. Olesens privatsamling på Møgelbjerg forefindes endelig adskillige fortrinlige sten- og bronzesager hidrørende fra fund både i og om Hammer Bakker.
      Hvad selve mindesmærkernes beskaffenhed angår, har Nationalmuseet i 1889 rapporteret blandt andet felgende: Langhøjen ved Kirkevejen (høj nr. 12) kaldes »Stenhøjen«.
Imellem »de hellige Høje« på Torndal Mark (høj nr. 50 og 52) har der ligget en langhøj i østsvestlig retning med østenden midt imellem rundhøjene, 75 fod lang og 30 fod bred, temmelig flad og afgravet.
(Denne langhøj, Nr. 51, er forøvrigt påviselig endnu).
Stenkreds angives at have omsat Ørndalshøjen (nr. 46) og Kløvhøj (nr. 39), i den sidste er der fundet potteskår med brændte ben, og Lærer Petersen i Lindholm siges om ved 50erne i forrige århundrede at have fundet Egetræ (Egekiste?) ved boring i højen 8-9 alen nede.
I højen syd for Kløvhøj (nr. 38) skal der være fundet et Bronzesværd og i nordre Skeldalshøj (nr. 15) en potte med ben.
Bronzealderen slutter i Norden omkring 40 år før Kristi Fødsel og afløses af den førromerske, romerske og efterromerske Jærnalder, fra hvilke perioder, der foruden ovennævnte kun synes at være rapporteret nogle enkelte fund fra Hammer Bakker.
      Samtlige ca. 62 i Nutiden (1928—29) påviselige og her registrerede fortidsminder i Hammer Bakker er gennemgående dårligt konserverede og næsten alle udgravede og tømte for deres indhold.
At der tidligere har været betydeligt flere gravhøje i dette bortgemte og lidet kendte land er uden for al tvivl, at den delvise eller fuldstændige udslettelse af disse er af forholdsvis ny dato er mere end sandsynligt.
      Da Hammer Bakker indtil op mod det 18. århundrede lå skovklædte, var gravhøjene herinde særdeles godt skjulte ofte selv træbevoksede, lå i hvert fald ikke påtrængende fremme i landskabet og ikke i vejen for nogen fæstebondes datidige virke som fordbruger.
Endnu den dag i dag ser vi, at høje, der stadig er dækkede af trævækst eller buskads - rester af den gamle skov - hyppigt ejer forrangen, netop i kraft af deres størrelse, oprindelighed og uberørthed.
      At prøve på indenfor Hammer Bakkers stærkt begrænsede område at udlede et vist arkæologisk eller kulturhistorisk system i højenes forhold indbyrdes, i deres beliggenhed for og mod hverandre, som man med udsigt til resultat har kunnet anstille sådant andensteds i landet, lader sig næppe med held gøre, grænserne er her for trange.
At fastslå, f. eks. gennem visse retningslinjer, tilstedeværelsen af oldtidsveje eller dele af sådanne gennem terrainet synes ikke at skulle lykkes på grundlag af studier over højrækker alene, men vel - som vi har set - på anden vis.
Gravhøjene i Hammer Bakker synes væsentligst at gruppere sig om og efter landskabelige terrainformer.
De ligger i de fleste tilfælde på de naturlige bankers højeste partier, danner solide fastpunkter for generalstabens opmålinger og ofte således, at målebordets højdetal er at finde i selve gravhøjens top.
En trigonometrisk station knytter sig til en af højene, Tinghøj, nr. 40.
      Et vist system til inddeling af terrainets gravhøje i grupper lader sig dog opstille, når man alene ser hen til en fysisk-topografisk ordning indenfor grupperne (Kikkenborghøjene, Østbjerghøjene, Ørndalshøjene o. s. v.), en metode, som bringes til anvendelse i det følgende, og som har den fordel at lette i betydelig grad opledningen af de enkelte gravhøje på kortet.
      Statistisk set fordeler minderne sig tættest i Hammer Sogn, hvor der er ca. 49 beliggende - langt den overvejende del.
I Sulsted Sogn ligger da resten på een nær, nr. 21, der ligger i Horsens, i den spids, som dette sogn østfra sender op mod Tvillinghøje.

Retur til historiekort

Niels Hedin's Hammer Bakker bog fra 1931
17/2-2014